Anima


.Jeg har valgt at skrive til Thorbjørn Schiønning fra Anima, fordi hans organisation arbejder for at forbedre dyrevelfærden, især i forbindelse med cirkus og dyreforsøg. Anima fokuserer på at stoppe dyremishandling og informere om alternativer til dyreforsøg. Jeg ville gerne høre deres holdning til dyrevelfærd.
Hvad er de største problemer ved at bruge dyr i cirkus og til dyreforsøg?
Dyr i circus og til dyreforsøg bliver i mange tilfælde udsat for både stress, smerte og store begrænsninger i forhold til at leve et naturligt dyreliv.
Hvordan påvirker det dyrene fysisk og psykisk at blive brugt i cirkus og forsøg?
Stress og frygt er kendte problemer for dyr der holdes i fangenskab. I cirkus er der set mange eksempler på at dyrene trænes vha. straf, fx er det påvist mange gange at elefanter i cirkus får tæsk af cirkustræneren. Under dyreforsøg findes der mange eksempler på at man påfører dyrene smerte eller lidelse gennem at teste kemikalier eller sygdomme.
Hvilke love beskytter dyr mod mishandling i cirkus og dyreforsøg?
Der findes minimumslove i både Danmark og EU, men ofte er disse utilstrækkelige. Der er heldigvis mange lande, inkl. Danmark, der forbyder vilde dyr i cirkus. Vilde dyr som fx elefanter, tigre og søløver er blandt dem, der har det værst under de forhold et cirkus tilbyder. I EU er der et forbud mod at teste kosmetik på dyr, men der er fortsat mange dyr, der lider i forhold til testning i forbindelse med udvikling af medicinalprodukter.
Hvilke alternativer findes der til dyreforsøg, og hvorfor bruges de ikke mere?Der findes mange eksempler på alternativer til dyreforsøg, fx kan man i dag teste nede på celleniveau, således at ingen levende væsner behøver udsættes for lidelse. Der er meget der peger på at den slags testning vil blive endnu mere udbredt i fremtiden, ikke mindst fordi der er set rigtig mange eksempler på at dyreforsøg ikke har vist sig pålidelige når man i sidste ende skal teste på mennesker.
Hvordan arbejder jeres organisation for at forbedre dyrevelfærden i disse områder?
I Anima arbejder vi bl.a. meget med oplysning. Vi tror på at jo flere mennesker, der står på dyrenes side, des større chance er der for at vi kan hjælpe dem. Vi arbejder dog også med både virksomheder og politisk lobbybarbejde for at gennemføre politikker og lovgivning, der beskytter dyrene.
Nogle mener, at dyreforsøg er nødvendige for forskning – hvad mener I om det?
Det er et svært dilemma. Vores holdning generelt er at hvis vi satsede mere på alternativer til dyreforsøg, så ville vi også meget hurtigere kunne gøre os uafhængige af dyreforsøg. Så vi ser det som en fælles opgave at vi som menneskehed anerkender at det er meget problematisk at tvinge dyr til forsøg, som de ikke ønsker at medvirke i og som har store konsekvenser for deres liv. Hvis vi i fællesskab kan nå den erkendelse, så vil vi også langt hurtigere kunne udvikle nye metoder, der ikke belaster dyr.
Hvad kan almindelige mennesker gøre for at hjælpe med at stoppe dyremishandling i cirkus og dyreforsøg?
Man kan informere sig selv om problemet og lade være at bruge penge på virksomheder eller produkter, der bidrager til det man ikke selv kan stå inde for. Dette er ikke altid muligt, hvis man fx har brug for noget medicin, men meget ofte kan man stemme med sin pengepung. Derudover kan man bidrage til at oplyse andre om problemerne. Hvis vi er nok mennesker der mener noget, så kan det blive det nye syn vi som samfund får på dyr. Det er også muligt at donere penge til organisationer, der arbejder for at fremme dyrenes forhold og rettigheder.